KURSUS AFHOLDELSE: Start Lørdag d.17 Maj 2025 kl. 1000

Friluftkursus 1. er et forløb hvor du kommer til at stifte bekendtskab med dine fysiske og mentale grænselandskaber. Det er muligvis din introduktion til friluftfaget i bred forstand. Hvadenten du har været afsted før eller først lige er begyndt at kaste dig ud i naturen for alvor, så er kurset her en mulighed for at blive fortrolig med dig selv og med det udstyr du har brug for, for at dine ture skal blive spændende og sikre at afvikle. Du kommer til at lære en masse om hvordan du klarer dig bedst i naturen og du får samtidig coaching i hvordan man mentalt håndterer lange fysisk hårde dage, kulde, og det at være alene, eller næsten alene, i storslået og barsk natur.   

Du kommer til at stifte bekendtskab med en række forskellige dicipliner indenfor friluftsfaget: Kanopadling, Rappelling, Klatring, Vandring, Navigation, Lejrlivet, Let Topbestigning. Kurset er dels en introduktion til vores holdningsmæssige og værdimæssige tilgang til at bedrive aktiviteter i naturen. Og dels en hands-on introduktion til håndværket at være et friluftsmenneske, der kan klare sig selv sammen med andre i naturen, selvhjulpen hvad angår orientering, skaffe læ for vejret, holde dig varm og tør på kroppen og få varm mad og ordentlig restitution efter lange dage med udfordrende aktiviteter.

Friluftkursus 1. er for dig der har brug for at finde ud af hvor langt du kan gå med dig selv, finde dine grænser og hvis du ønsker det at overskride dem under sikker guidning og coaching af en erfaren Friluftguide.

Guiden på dette forløb er Kasper Palle Hansen. Han er klatreinstruktør og elsker at dyrke let tilgængelig bjergbestigning og gerne den lidt mere udfordrende kanopadling. Han er passioneret vandringsmand, navigatør, alpinist mm og vil forsøge at formidle og oversætte sproget som naturen tilbyder til dig der er interesseret i at lytte, samt de mange muligheder for at være aktiv mens du nyder den skønne skandinaviske natur.

 

Kursus indhold:

1.  Dato: 24, 25 Maj: Introduktion til træklatring. Sikringskursus i træklatring (Se ovenstående kompetencegivende kursus). Planlægning af de kommende ture og udstyrssnak hvor deltagerne anbefales det bedst egnede udstyr og hvor det kan købes. Friluftguiderne har rabat aftaler i Københavnske friluftbutikker.

2. Dato: 14, 15 Juni: Weekendtur i Syd Sverige. Klatring, rappelling, vandring, lejrliv, navigation mm.

3. Dato: 11 Juli- 18 Juli: Vildmarkstur i Midtsverige. Kano, Toptur, navigation, vandring, lejrliv.

Imellem de beskrevne ture øver kursisterne, på egen hånd, de lærte teknikker og procedurer og de træner deres fysiske formåen så de er klar til den næste udfordring. 

Udstyr: Friluftguiderne står af sikkerhedsmæssige grunde for alt klatreudstyr. Det er en del af kursets formål at kursisterne selv skal skaffe alt personligt udstyr, lejrudstyr, samt mad. Transport og evt leje af øvrigt udstyr er ligeledes kursisternes ansvar - under vejledning af Friluftguiden. 

Pris pr. deltager: 9800,- (inkl. klatrekursus (værdi 2200,-), eksl. transport, øvrigt udstyr og mad)

Antal deltagere:  4-6

Tilmelding: se under Booking.

Forudsætninger for deltagelse: Motivation til at håndtere lange dage udenfor i alt slags vejr, med medium tung rygsæk ca. 12-15 kg, afhængig af udstyrs valg. Du skal naturligvis være i fornuftig god fysisk form og have et styrke/vægt forhold der passer til at kunne træklatre og klare den akkumulerede belastning som 7 sammenhængende meget aktive dage i vildmarken kræver.

Det påpeges at der ikke er tale om et overlevelseskursus. Alt foregår i et tempo og med en hårdhedsgrad der kan absorberes af deltagerne når/hvis de vurderes egnede af guiden, på baggrund af weekend turen i Sydsverige.  

Comment